Kan man blive mere urtet?

Har, sammen med en hel del andre åbenbart, genopdaget stofbleer! Eeeej hvor er det smart altså! Mit store miljøhjerte banker for den lille smarte uldbuks med øko-bambus-indlæg.

Det skal man så ikke sige alt for højt i verden åbenbart... Hvis der er noget der kan få folk op af stolene, så er det stillingtagen til miljøspørgsmål kontra bekvemmelighed i al offentlighed.
Når nu nogen har været så venlige at udvikle stofbleer som rent faktisk fungerer, hvorfor så ikke prøve? Det kan jo selvfølgelig også være jeg bare bliver en hel del klogere når babyen er kommet ud...
Har bare en ide om at jeg ikke orker at fravige mine overbevisninger, ihvertfald ikke uden kamp.

Men så melder tvivlen sig jo også. For hvad nu hvis jeg alligevel fraviger og kapitulerer? Indkøber plastikbleer i lange baner og tilsviner verden?

Skal jeg så ikke også tilgive mig selv for det? Endda måske på forhånd?

I samme åndedrag; må man så godt frygte det der mødre gruppe mere end man ser det som en god ting?? For jeg er godt nok noget skræmt over at skulle forholde mig til kvinder der har født børn, er voksne og som er ligeså hippieramte som mig... Hvordan kan andre mennesker overhovedet forholde sig til mig?? Se det er et evigt under! Tror det i virkeligheden hænger sammen med at jeg også selv bliver skide træt af at høre på mit ævl. Miljø og stillingtagen i et væk! Rolig nu ven! Staniol og en dåse i restaffaldet kan også være i orden, eller nej, det kan det faktisk ikke. Men det sker og det burde jeg tilgive mig selv.
Mest af alt handler det nok om, at turde se sig selv i spejlet, med uglet hår (ikke kun på hovedet) og sorte rende (ikke kun under øjnene), uden at det fratager en hele spektret af selvværd.

Hvordan dælen skal jeg fremtrylle semi rent hjem PLUS kaffe og kage til 4 andre damer, så har luppen fremme så snart de svinger ind på parkeringspladsen (for det har jeg jo selv), uden at føle mig som den de burde stemme hjem på stedet? (gerne nogle andres hjem, med rene gulve og orden på sagerne, som hos de rigtige voksne)

Det er skræmmende at skulle have huset fuld af voksne med deres børn og som sikkert har fundet ud af at få stemplet deres certifikat som giver dem status af ægte voksne. Især når man selv sidder med en post-it og drømmer om tykt papir med stempler og underskrifter...
Kan man tilgive sig selv for rodet?

Måske endda på forhånd?

Hvornår indfinder det glansbillede sig??

Det lykkedes! Efter skrig og skrål (fra mig) og en masse spørgsmåltegn (fra lars). Men nu er den der. Der har været to streger, der har været først den og så den anden skanning. Alt er i orden og det er en pige.

Hvornår er det så at det bliver den største lykkelige omstændighed?
Synes mest jeg er oppustet, behåret, træt og øm...

Det der bækkenløsning, som jeg naivt troede først kom hen imod slutningen, kan åbenbart velsigne en med sin tilstedeværelse meget før. Dens grimme ansigt viste sig for halvanden måned siden og er nu nærmest sengeliggende.

Spørgsmålet der trænger sig på oftest er: Hvad filan skal man så foretage sig!? Man kan jo ikke bare ligge og glæde sig i 4 måneder endnu! Er der nogen der gør det? Og hvorfor brokker de sig ikke højtlydt??

(På en skarp anden plads kommer spørgsmålet: Hvor lang tid skal der egentlig gå efter man har født, før man må drikke kolde fadøl og ryge blå kings??)

Men vi skal være en familie. Lars, hunden Molly og mig. Og så selvfølgelig babyen. Bliver helt bange. Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det. Hvad nu hvis Lars ikke kan. Eller værst af alt: Hvad nu hvis vi holder op med at kunne lide hinanden. Sådan rigtig på bunden. Må man overhovedet det, når man har lavet et barn. Jeg synes det ikke, men er bare som om man ikke kan lave kontrakter på den slags. Selvom jeg rigtig gerne ville proppe det ind i en kasse også.

Tror det med kasser har smittet min nærmeste omverden. AKA Lars. På den usunde måde. Ved ikke hvordan jeg har fået overbevist ham om at det er det eneste rigtige, men manden synes ikke han gør tingene ordentlig hvis de ikke passer ind i mine kasser. Og det er jo lige til at få stress af. Især hvis man ikke selv har opfundet kasserne. Hvordan overbeviser man nogen om, at de kasser som an selv tror så voldsomt på (og føler et meget stort behov for) ikke nødvendigvis er de rigtige? Altså med overbevisning i stemmen? Når man nu ikke selv føler sig klar til at give slip på dem...

Tænk at have så meget brug for kasser (og kurve og tasker og skåle) at man får overbevist andre om at det er normalt... Overvejer om jeg burde rydde op i kasserne. Altså dem i mit hoved. Virker bare som så stort et arbejde.