Hvornår indfinder det glansbillede sig??

Det lykkedes! Efter skrig og skrål (fra mig) og en masse spørgsmåltegn (fra lars). Men nu er den der. Der har været to streger, der har været først den og så den anden skanning. Alt er i orden og det er en pige.

Hvornår er det så at det bliver den største lykkelige omstændighed?
Synes mest jeg er oppustet, behåret, træt og øm...

Det der bækkenløsning, som jeg naivt troede først kom hen imod slutningen, kan åbenbart velsigne en med sin tilstedeværelse meget før. Dens grimme ansigt viste sig for halvanden måned siden og er nu nærmest sengeliggende.

Spørgsmålet der trænger sig på oftest er: Hvad filan skal man så foretage sig!? Man kan jo ikke bare ligge og glæde sig i 4 måneder endnu! Er der nogen der gør det? Og hvorfor brokker de sig ikke højtlydt??

(På en skarp anden plads kommer spørgsmålet: Hvor lang tid skal der egentlig gå efter man har født, før man må drikke kolde fadøl og ryge blå kings??)

Men vi skal være en familie. Lars, hunden Molly og mig. Og så selvfølgelig babyen. Bliver helt bange. Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det. Hvad nu hvis Lars ikke kan. Eller værst af alt: Hvad nu hvis vi holder op med at kunne lide hinanden. Sådan rigtig på bunden. Må man overhovedet det, når man har lavet et barn. Jeg synes det ikke, men er bare som om man ikke kan lave kontrakter på den slags. Selvom jeg rigtig gerne ville proppe det ind i en kasse også.

Tror det med kasser har smittet min nærmeste omverden. AKA Lars. På den usunde måde. Ved ikke hvordan jeg har fået overbevist ham om at det er det eneste rigtige, men manden synes ikke han gør tingene ordentlig hvis de ikke passer ind i mine kasser. Og det er jo lige til at få stress af. Især hvis man ikke selv har opfundet kasserne. Hvordan overbeviser man nogen om, at de kasser som an selv tror så voldsomt på (og føler et meget stort behov for) ikke nødvendigvis er de rigtige? Altså med overbevisning i stemmen? Når man nu ikke selv føler sig klar til at give slip på dem...

Tænk at have så meget brug for kasser (og kurve og tasker og skåle) at man får overbevist andre om at det er normalt... Overvejer om jeg burde rydde op i kasserne. Altså dem i mit hoved. Virker bare som så stort et arbejde.