Har, sammen med en hel del andre åbenbart, genopdaget stofbleer! Eeeej hvor er det smart altså! Mit store miljøhjerte banker for den lille smarte uldbuks med øko-bambus-indlæg.
Det skal man så ikke sige alt for højt i verden åbenbart... Hvis der er noget der kan få folk op af stolene, så er det stillingtagen til miljøspørgsmål kontra bekvemmelighed i al offentlighed.
Når nu nogen har været så venlige at udvikle stofbleer som rent faktisk fungerer, hvorfor så ikke prøve? Det kan jo selvfølgelig også være jeg bare bliver en hel del klogere når babyen er kommet ud...
Har bare en ide om at jeg ikke orker at fravige mine overbevisninger, ihvertfald ikke uden kamp.
Men så melder tvivlen sig jo også. For hvad nu hvis jeg alligevel fraviger og kapitulerer? Indkøber plastikbleer i lange baner og tilsviner verden?
Skal jeg så ikke også tilgive mig selv for det? Endda måske på forhånd?
I samme åndedrag; må man så godt frygte det der mødre gruppe mere end man ser det som en god ting?? For jeg er godt nok noget skræmt over at skulle forholde mig til kvinder der har født børn, er voksne og som er ligeså hippieramte som mig... Hvordan kan andre mennesker overhovedet forholde sig til mig?? Se det er et evigt under! Tror det i virkeligheden hænger sammen med at jeg også selv bliver skide træt af at høre på mit ævl. Miljø og stillingtagen i et væk! Rolig nu ven! Staniol og en dåse i restaffaldet kan også være i orden, eller nej, det kan det faktisk ikke. Men det sker og det burde jeg tilgive mig selv.
Mest af alt handler det nok om, at turde se sig selv i spejlet, med uglet hår (ikke kun på hovedet) og sorte rende (ikke kun under øjnene), uden at det fratager en hele spektret af selvværd.
Hvordan dælen skal jeg fremtrylle semi rent hjem PLUS kaffe og kage til 4 andre damer, så har luppen fremme så snart de svinger ind på parkeringspladsen (for det har jeg jo selv), uden at føle mig som den de burde stemme hjem på stedet? (gerne nogle andres hjem, med rene gulve og orden på sagerne, som hos de rigtige voksne)
Det er skræmmende at skulle have huset fuld af voksne med deres børn og som sikkert har fundet ud af at få stemplet deres certifikat som giver dem status af ægte voksne. Især når man selv sidder med en post-it og drømmer om tykt papir med stempler og underskrifter...
Kan man tilgive sig selv for rodet?
Måske endda på forhånd?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar